Hvad er cheerleading?

Cheerleading er en seriøs konkurrencesport, som samler piger og drenge, store som små. Der er plads til alle på et cheerleading hold som har lyst og mod på at udvikle sig sportsligt og kammeratligt. Foruden det sportslige, betyder sammenholdet utrolig meget for netop denne sportsgren, da tillid og respekt for hinanden er en selvfølge, når man løfter og kaster med hinanden.

Cheerleading består af springgymnastik, løft, kast og pyramider, det vi i fagsprog kalder tumbling, stunts, basket tosses og pyramider. Til konkurrencer bliver man udelukkende bedømt på sin teknik, sværhedsgrad og udførsel inden for disse områder og derfor ikke, som mange tror, dans. Cheerleading minder mere om springgymnastik og akrobatik end dans.

Indenfor cheerleading er der nogle forskellige positioner, som man kan blive tildelt:

Top/flyer

Som top/flyer er du personen, som der bliver løftet og kastet med. Som top/flyer kræver det, at du har god fysik og kropskontrol. Ofte bliver toppe/flyers valgt ud fra størrelse, både højde og vægtmæssigt, men har toppen/flyeren en god teknik betyder størrelsen intet.

BASE

Som base er du personen, som løfter og kaster toppen/flyeren. Som base kræver det, at du har god styrke og fysik. Der skal gode muskler og styrke til for at kunne udføre de stunts, basket tosses og pyramider, som indgår i en rutine.

Spotter

Som spotter er du personen, som blandt andet er ansvarlig for at gribe toppen/flyeren, hvis han/hun skulle falde ned fra et stunt eller en pyramide. En spotter kan have 3 positioner; spotter (allerede beskrevet), front spotter eller back spotter. En front eller back spotter er med til at løfte, kaste og gribe toppen/flyeren, dog kun delvist. Som front eller back spotter har du ikke den primære vægt fra toppen/flyeren, som eksempelvis en base har.